For 400 år siden opdagede en halvblind munk ved navn Dom Pierre Pérignon, at bobler i vin smagte som stjernerne – det vi idag kender som Champagne.
Al champagne kan kaldes for mousserende vin, men ikke al mousserende vin kan kaldes for champagne
Cirka 160km øst for Paris findes Champagne regionen, som er kendt for sine mousserende vine. At bruge navnet “Champagne” til vine, er forbeholdt de vine der kommer fra Champagne regionen – det er bestemt ved EU lov. For at du ikke skal blande rundt i områderne, har vi nedenfor listet en oversigt over de mest alment kendte vinområder med mousserende vine:
Champagne – Frankrig. Det mest velkendte vinområde for mousserende vin. Dom Pérignon og Moët & Chandon er eksempelvis fra Champagne.
Crémant – Frankrig. Det er en samlet betegnelse for mousserende hvidvin primært fra Frankrig, men ikke fra Champagne.
Cava – Spanien. Primært produceret i Catalonien
Espumante – Portugal. Produceret i nordlige klimaer, i modsætning til Cava
Prosecco – Italien. Oprinder fra Trieste provinsen, som ligger lige ved grænsen til Slovenien og Kroatien.
Asti – Italien. Asti er kendt for sin sødere frugtlige smag, med lavere alkohol procent end bl.a. Champagne (8% mod 12-14%).
Big Bowler Boblerne:
Ligesom alt andet, findes der også mærkevarer inden for de mousserende vine. Hvis du vil sidde til bords med Dan Bilzerian eller have selskab af Victorias Angel’s så findes der disse ekslusive champagner:

Moët & Chandon, starter ved 300 kroner
Möet er en af verdens bedst sælgende champagner. Der bliver produceret 26 millioner flasker årligt, og vinhuset er medejer af luksusvare-selskabet Moét-Hennessy • Louis Vuitton!

Veuve Clicquot, starter ved 350 kroner
De iøjenfaldende orange labels, har hæftet sig fast hos den mere eksklusive Instagram generation. Det er også en foretrukken “podiechampagne”

Dom Pérignon, starter ved 950 kroner
Navnet siger sig selv, “opfinderen” af champagne, skal have en eksklusiv champagne i sit navn
Eksperternes foretrukne:
Vi har taget et udpluk fra feinschmeckeren.dk’s store Champagne test, og listet top 3 over eksperternes foretrukne Champagner:

De Sousa Blanc de Blancs Brut Reserve Magnum, 695 kroner
“Den rammer munden som en elegant dame i lang sort kjole til en dekadent Gatsby-fest, og når du synker, slår hun håret ud og danser en mean jive”

Krug Grande Cuvée, 1.049 kroner
En komplet champagne, ekstrem dybde og rigdom takket være store andele af ældre årgange i blendet.

Deutz Brut Classic, 375 kroner
Næsen er let krydret med kandiseret frugt, citrus og grønne æbler og en rankhed og elegance på højeste niveau.
Bedst til prisen:
Hvis du elsker champagne, men foretrækker en lidt lavere literpris er her 3 fornuftige champagner til under 200 kroner, som alle er bedømt til minimum 5/7 stjerner i vinmagasinet DinVinGuide.

Joseph Perrier Champagne
Set til 199 kr. i Irma
Canard Duchene Champagne Brut 2008
Set til 189 kr. i Kvickly
Comtesse De Brissy Brut Reserve
Set til 298 kr. for to hos nemlig.com
Glasset
Champagne er gennem tiden blivet serveret i forskellige former af glas, og der er fordele og ulemper ved de fleste typer:
Frem til 1960’erne blev champagnen primært drukket af Coupe glas. De har dog ulempen, at den store overflade på champagnen i glasset gør, at boblerne forsvinder hurtigere. Coupe glasset symboliserer også et kvindebryst, og for et par år tilbage har Kate Moss lagt bryst til at forme et Coupe glas.

Det mest velkendte glas, Flute, har fordelene at det holder champagnen kold i længere tid, bevarer boblerne grundet den lille overflade og ser også meget dekorativt ud med boblerne der perler op langs glasset.

For at få det meste ud af champagnen, anbefaler de fleste sommeliers et helt almindeligt hvidvinsglas. Den smalle åbning holder aromaerne inde, men eftersom glasset er bredere end Flute glasset, vil vinen iltes mere og få mere smag.
Tips og Tricks
Vi vil anbefale at man starter ud med den fineste champagne til Dronningens Nytårstale kl. 18. Efterfølgende kan man bruge de lidt billigere bobler til at hoppe ind i det nye år med.
Når champagnen skal åbnes, kan man også score lidt ekstra point hos selskabet, ved at “sable” toppen af flasken. Det kan gøres med mange objekter såsom en ske, bunden af et vinglas eller din mormors gebis. Det anbefales dog at bruge en større kniv eller en decideret champagne sabel for større chance for succes. Hvis flasken er helt kold, bliver resultatet også bedre.
Fremgangsmåden er simpel:
- Fjern folien og metaltråden fra toppen
- Lokaliser sammenslutningen langs flasken. Der hvor hver halvdel af flasken er sat sammen.
- Hold flasken i 30° med sammenslutningen vendende opad
- Stryg kniven langs sammenslutningen, med høj fart og kraft for at opnå den reneste åbning. Sørg for at ramme præcist i bunden af glaskanten.

Godt Nytår!